UA-88212407-1

23. NOV. 2016 KL. 06.15

Hjemløse P vil kvitte heroinen - men vi svigter ham

Der var håb for P. Desværre blev jeg konfronteret med et system, der har slukket lignende håb før. Et tungt, dyrt system der gør det svært at få det liv, mange unge drømmer om, med uddannelse, hjem og job. I stedet risikeres en glidebane tilbage til et liv på gaden.  

Flere unge hjemløse

Mellem 2009 og 2015 er antallet af unge uden hjem næsten fordoblet til knap 1.200. Fortællingen om P illustrerer, hvor meget det kræver at bryde igennem muren. Det er ødelæggende for den enkelte, og det kommer med en pris. Myndighederne i USA vurderer, at en amerikansk hjemløs koster ca. kr. 280.000 om året. Der er ingen danske tal, men det vil være realistisk at sige, at omkostningerne i Danmark er højere. Stigningen på 600 unge hjemløse koster formentlig samfundet et trecifret millionbeløb. Årligt. 

I telt bag tankstationen

P begyndte at banke på til mit kontor. Vi gjorde, hvad vi kunne for at få ham til at føle sig velkommen, og langsomt begyndte han at fortælle om sit liv. Han brugte heroin, alkohol og hash. Han boede i et telt bag en tankstation sammen med de helt tunge misbrugere. Han havde været hjemløs i syv år. Langsomt blev jeg hans fortrolige og fik lov at hjælpe ham. Det var godt, for jeg så potentiale i ham. P og jeg snakkede familie, venner, drømme. Fortid og fremtid. Hans familie havde slået hånden af ham, og en stor del af hans venner var misbrugere. En typisk historie. Andre ting var knap så typiske; han havde for nyligt taget en 10. klasse, mens han røg rygeheroin og klarede det med karakterer over middel. Det havde han gjort, fordi han drømte om at blive tømrer. Han havde altid været god med sine hænder. Et par måneder efter jeg talte med ham første gang, fik han lov til at sove én uge på sofaen hos en veninde.  

I figter-mode

Næste gang jeg så ham, var han stolt. Lysende, bragende stolt. Han havde kvittet heroinen hos sin veninde. Fire dage med kramper, hallucinationer, pis, tårer, bræk, lort og lortetanker. Derefter tog han sin telefon frem og skrev numrene ned til sine tre bedste venner og jeg selv. Knækkede sim-kortet og smed det ad helvede til. Væk var pusherens misbrugervennernes numre. Han havde med ét decimeret sit netværk til fire mennesker, som han stolede på kunne hjælpe ham til et bedre liv.

Så vi gik i fighter-mode. Hagen til brystet og hænderne til kæben. Os på kontoret, P fra Vestegnen og Hjemløseenheden i København. P skulle være tømrer. Han skulle have et sted at bo og al den støtte, han havde brug for. Først meldte vi ham ind på uddannelsen. Vi tænkte, det gav en fordel i forhold til at finde bolig. Men nej. Vi brugte måneder på at gennemtrawle alle herberger i København og omegn, som vi vidste ikke havde de tungeste misbrugere boende. Mange havde ikke plads. Ét sted lovede P visitation, men aflyste igen. Fristen for sofaen hos veninden blev rykket igen og igen. Hun kunne godt se, at det var nu eller måske aldrig. Hun tog sig af ham, og han brugte sit høje energiniveau på at holde lejligheden pæn. Der var hele tiden en fornemmelse af, at P balancerede på en knivsæg. Livet var kedeligt uden heroin, og han skulle ofte mindes om, hvorfor han var stoppet.  

Kampen for penge

Ydelsesservice sagde, at der pga. det nye kontanthjælpsloft var tre ugers behandlingstid på ansøgningen. Systemet var presset, og den knivsæg, hvorpå P balancerede, blev skarpere. Efter 14 dage fik P engangsydelse – et lille beløb, indtil ansøgningen var behandlet. Det var godt. På det tidspunkt havde hans gamle pusher fået fat i ham, og han skyldte. Da gælden var afviklet, var der kr. 200 tilbage. Da kontanthjælpen skulle komme, fik P i stedet tilsagn om integrationsydelse. Hvis han skulle have kontanthjælp, skulle han bevise, at han havde været i landet de sidste syv år. Det er svært for en hjemløs. Vi appellerede til, at hjælpen kun skulle udbetales i to måneder, så vi kunne få P sikkert i havn, indtil han skulle starte på studiet. Hjemløseenheden forsikrede om, at de jævnligt havde set P på gaden. P og jeg gennemgik alle hans bankudskrifter, møder med det offentlige og sundhedsvæsnet. Til sidst var der et hul på to måneder tilbage. På trods af det kunne de hos Udbetalingsservice ikke ændre beslutningen. P skulle på integrationsydelse. Jeg var forbløffet. En ung mand havde gjort alt det rigtige. Meldt sig til uddannelse, kvittet stofferne, søgt bolig og vikarjob. P havde brug for hjælp i to måneder, til han startede på uddannelsen. Han skulle for alt i verden have ro på, men den blev ham ikke skænket.

Samtidigt var jeg forarget som skatteyder. Lønnen, der er brugt på denne kamp, overstiger - med margen - det beløb, der blev bøvlet over. Og samtidig steg håbløsheden hos den unge mand, som for første gang havde rakt hånden ud. Der var alvorlig fare for, at vi mistede ham til heroinen igen.

Lykkeligvis endte det med, at en tredje sagsbehandler kiggede på sagen og afgjorde, at P kunne få kontanthjælp. Der var nu gået tre måneder, siden jeg mødte P første gang. 

Tag over hovedet?

Han boede stadig på den velsignede sofa på lånt tid. Han var stadig heroinfri. Han talte ofte om, hvor kedeligt livet var uden heroin. Vi talte om, at kedsomheden skulle jages væk med søm og skruer på uddannelsen. Til tider var han modløs. Nogle gange vred og andre glad. Vi nærmede os julen. En notorisk svær tid for hjemløse. Minder om barndom, mor og far, og dermed også alle de forbandede svigt, som forsøges druknet i kirsebærvin eller kvalt af røg. Vi var flere, der bad ham om at komme hjem til os at holde jul, men han afslog høfligt. Han skulle ikke være den hjemløse, som blev til juleaftens velgørenhed. Han sagde det ikke, men det lyste ud af hans ansigt. Nej tak. 

Den 22. december fik jeg et opkald fra hjemløseenheden. P havde fået en samtale på et ungeherberg. Den 23. kørte vi derhen. Vi sad forventningsfulde i bilen. Efter vi havde røget en smøg i stilhed, ringede vi på i døren til den store gulstenede bygning. Stemmen, som lukkede os ind, viste sig at tilhøre en ung kvinde med et venligt ansigt. Hun viste os ned over det røde linoleumsgulv til en anden ung kvinde med et venligt ansigt. De bød på kaffe og begyndte at forklare om stedet. De stillede mange spørgsmål. Venlige. P skulle have den seng at sove i. Værelset med udsigt, lås på døren og klædeskab. Til sidst spurgte de mig, om jeg havde noget at tilføje. Jeg appellerede med alt, hvad jeg havde.

På vejen ud af bygningen kunne jeg mærke forventningen - og frygten for forventningen. Vi røg en cigaret mere og satte os ind i bilen. Vi sad stadig i bilen, da P’s telefon ringede. Hans stemme er formet af gaden - det er svært at høre glæde eller begejstring i den. Derfor var jeg stadig i tvivl, om han havde fået pladsen, da han lagde på. Så smilede han. Han havde fået den. Så råbte vi. Og skreg! Det lykkedes. 

Hvad med de usympatiske?

P har det godt nu. Han kæmper. Jeg krydser fingre for ham hver dag. Alle vil gerne hjælpe P, fordi han er en unik, sympatisk person. Men historien, om ressourcerne det kræver for at få hjælp, er desværre ikke unik. Hvis det er svært at håndtere de offentlige systemer for P’s vindende personlighed, så er det bestemt ikke let for andre. Vi har skabt et system, hvor dets repræsentanter ikke kan se to måneder ud i fremtiden. Når vi møder udsatte med krav om deres gøren syv år tilbage, kan vi miste dem for altid. Hjemløshed er for størstedelen et resultat af massive, tidlige svigt. Vi skal som samfund spørge os selv, om det er sådan, vi vil møde vores mest sårbare medborgere? Fra et menneskeligt perspektiv er det dybt problematisk. Fra et økonomisk perspektiv, er det hul i hovedet. Som samfund bruger vi enorme ressourcer på at overholde - og kæmpe mod - regulativer, som gør det tæt på umuligt for udsatte borgere at skifte status til nyttige samfundsborgere.


 

Bindeleddet - Theklavej 42, 2400 København NV - tlf:  42 40 81 88 -  mail: rune@morgencafeen.dk 

© Bindeleddet 2016

UA-88212407-1